Anekdoter fra arbejdslivet 1.0

Hvad gør man på sådan en dag, hvor alt bare synes at være gået helt galt? Kender du dem, de dage hvor man kommer hjem og tænker: Puha, jeg tager aldrig på arbejde igen!Sådan en dag, har jeg haft i dag. Jo da, selvfølgelig tager jeg på arbejde igen i morgen, jeg vil jo gerne. I dag har bare været helt speciel hård. 

Nu skal du hører; Jeg har været sammen med den her pige, som mest af alt har virket som om, at hun har været på speed hele formiddagen. Hun har danset på stolene, løbet rundt og været helt overgearet. Hun er god nok dog, og vil gerne spille et spil, men den halve times varighed er for meget for hende og hun bliver utålmodig og hvad gør hun så, ja hun løber lidt mere rundt. Senere på dagen er hun stukket af, og hoppet i haven med en kammerat - de kommer tilbage drivvåde. Jeg skælder selvfølgelig ud, mest af alt fordi jeg har været skide bekymret og ked af det. Hvad bilder de sig ind? Og har jeg ikke gjort mit job godt nok? Jeg tager en snak med pigen, fortæller at det ikke er okay og, som min mormor plejer at sige, der findes andre idioter på vejen end dig. Der kunne jo være sket alt muligt ude i den virkelige verden. Selvom jeg er gal, ked af det og frustreret, drikker vi te - med sukker(!), og får varmen efter den kolde dukkert, vi får alle tre også tørret det våde tøj i tumbleren nedenunder. Jeg er meget lettet over, at der trods alt ikke er sket dem noget. Tænkt hvis jeg skulle have en ulykke på min samvittighed, det ville jeg næsten ikke kunne bærer. 

Efter frokost skal vi så hente tøjet i tørretumbleren. Kammeraten gider ikke og låser sig inde på toilettet. Pigen jeg er sammen med går efter, prøver at få hende ud. Og et, to, tre.. så er de begge låst inde. Ja, eller døren er som sådan ikke låst, men pigerne har fået skubbet døren den forkerete vej, så på mystisk vis kan den ikke åbnes - og de er nu stuck in there i 40 minutter. Vi ender med at brække døren op og pigerne kan nu komme ud. Men hold nu fast for en crazy dag.  

Mit hovede er ved at eksplodere af alt det kaos som er sket, og alle de ubehagelige oplevelser vi har haft. Og så tænker jeg, hvis jeg har det sådan, hvordan har diagnosebørnene det så? Jesus Kristus! 

Som om dagen ikke havde været hård nok, så er pigens Flextrafik kommet midt i vi har lukket os inde på toilettet situationen, 30 minutter for tidligt og er derfor kørt uden hende. Jeg ringer til centralen, som efter at have hørt mit problem, bare ligger på. How rude!  Jeg ringer atter og de giver mig en vogn inden for 20 minutter, hvilket vil være tyve minutter efter pigen skulle være hentet. Da vi kommer ned til vejen er der ingen Flex og vi må derfor bare vente til den kommer [efter yderligere 20 minutter], men i ventetiden siger pigen til mig; Marianne, du ved godt jeg elsker dig mega meget, ik’?  Hvilket jo bare varmer mit hjerte og giver mig lyst til at komme på arbejde igen i morgen, selvom jeg nu bare trænger til en lang pause, i min seng, med min computer!