UHØRT - De fire først navne

 Klik på billedet

Klik på billedet

Det er [og skal] ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker UHØRT-festival. Det er nogle vildt fede mennesker, der er gået sammen og har skabt en fest af landets nyeste musik.  

Der er noget for en hver smag. Jeg tør næsten love. at du ikke bliver skuffet. Det er hyggeligt, det er intimt, det foregår på Vesterbro i august og musikken er helt ny. What's not to like? 

Den 26. maj kunne man på Ideal-bar ved Vega, opleve festivalens fire første offentliggjorte navne. De gav nemlig en lille smagsprøve på, hvad du som publikum kan forvente til sensommerens festival. Det var fire forskellige genre; Psykedelisk Indierock, Feministisk Elektro Hip-Hop, Alternativt Indie-pop og noget blødsøden Popmusik. 

 

Josa Barck åbnede ballet. Jeg var faktisk lidt forvirret. Ærligtalt. Først havde jeg hørt, at han var en solist, men så trådte han op med et band. Og jeg lover dig, de er et syn for guderne. Deres udseende alene, er nok til at du skal komme forbi, for at opleve dem på Uhørt. Jeg mener - forsangeren havde kappe på! 
Det er noget alternativt Indie-pop. Nogle vil måske nøjes med bare at kalde det indie. Baseret ud fra de tyve minutter, som jeg fik lov til at opleve dem i; spillede det ikke helt for mig. 

Samspillet manglede. Basisten var nærmest usynlig, keyboard spilleren var ekstremt introvert [og nærsynet], trommeslageren var der bare og det var sangeren i front, der trak det hele. For han havde fanme karisma(!) og en meget skandinavisk vokal, som var nærmest ørebløden blandt de måske lidt for høje instrumenter i konstellationen; for jeg syntes at hans vokal drukende en lille smule. jeg havde lidt svært ved at hører, hvad det var som blev sunget. 

Jeg gik hjem og lyttede til musikken og min lyd-oplevelse er da af helt anden kaliber. Jeg forstår hvad der bliver sagt, det skærer ikke ørene fordi instrumenterne ikke passer sammen tonalt og jeg bliver ikke forstyrret af dårligt hår, krumbøjede keyboardspillere eller konfetti fra en fakta pose. 

Når dette så er sagt, så var det sjovt at opleve dem live. Det ville være at strække den langt, at sige det var godt, men underholdeningen var helt i top og du skal selvfølgelig svinge forbi, for at opleve det selv. Men et godt tip herfra; er at lytte lidt til deres musik inden festivalen i august. 

 
Endeløse bølger af tanker skyller over mig. Jeg spiller med åbne kort, men du holder dine tæt på dig. Ved ikke hvad der skal ske, før du kan se, at det æder mig op indefra. Det begynder at trække ud, kunne vi to ikke tage væk herfra? Hvis du nu skulle vælge mellem pest og kolera, ville du så vælge mig? Det stiger mig til hovedet, slår koldt vand i blodet, hvorfor gør det ondt at være ærlig? 
Sådan lyder det fra Pop-duoen Dusin, som også har valgt at udvide holdet. Der er nemlig, fem drenge på scenen, som i allerhøjeste grad, kan finde ud af at skabe en fest. De ligner nogen der har spillet sammen for evigt. Alle kan de teksterne til deres sange - og de synger med. De jammer og bevæger sig rundt til musikken. 
Det er en gruppe drenge, i de spæde tyver; som desværre ikke ligner nogen der er en dag over 18. Men dygtige og kompetente det skal de have. Både Jesper Nohrstedt og Mads Vadsager har haft nogle fine soloprojekter. Og så er de altså gået sammen og har skabt et univers af gode dansksprogede sange til populær-kulterens forbrugere. Der er melodiske guitararkkorder, funky basrytmer og sprød vokal.
Jeg glæder mig i høj grad til at genopleve Dusin, til sensommerens UHØRT-festival. Jeg skal hører dem igen. Og lurer mig om de ikke bliver sommerens lyd for mig. 
Kan du huske UHØRT-festival 2016? Ikke? hmm..  Let me infighten you then; Der var et band Aksglæde, som jeg har holdt af lige siden, jeg opdagede dem den weekend. Og et eller andet sted, synes jeg, uden at fornærme nogle [håber jeg], at de minder lidt om hinanden. Dusin og Aksglæde. Og det er musik for mine ører. 
 

Ravi Kumar var act nummer tre. 

Hvis der er noget, som Danmark har manglet, så er det Ravi Kumar. Det var sørme på tide, at landet fik en feministisk-elektro-hip-hop-diva. - Med partner jovist. 

Her er en duo, med noget på hjerte. De har skrevet en række numre som gør op med normativiteterne og med gennemtrængende selvtillid skråles der ind i mikrofonen; So why you motherfuckers keep styring at my dick, Staring at my dick, keep styring at my dick. Got a nose job but you keep staring at my dick, I shaved my head but you are staring a my dick. Got a face tattoo but they are staring at my dick, still staring at my dick, stop staring at my dick.. Budskabet er klart. Lad nu vær med at behandle folk, som om de er objekter. 

På scenen så vi en fyr, med en pult. En tøs, med en mikrofon og en stol. Resten var barberet ned til et minimum, hvilket gjorde det muligt for rapperinden at bevæge sig rundt. Lærer publikum nye moves og hoppe af scene for at komme tættere på folket. 

Jeg er ikke sikker på, at jeg har behov for at opleve det igen, men jeg ved at Ravi Kumar var et stort hit blandt mine fellow publikummere.  Og tror også på, at der kan trækkes en helt masse til scenen til sommer. Hvis du ikke mener at ovenstående er nok til at komme og lytte til disse to, så skulle du måske se videoen nedenfor og hører indernes svar på hvor fede Ravi Kumar faktisk er.

 

Moon Mountain har faktisk været i gang længe. Siden 2012 for at være helt korrekt. Som så mange andre bands har der også her, været svinger i valsen, som man siger; og der har været udskiftende personligheder undervejs. Den nyeste version, som er den der kunnes opleves d. 26. maj og igen til august på Uhørt-festival var helt unikt. Det var en syret oplevelse. 

To Kvinder med afbleget pagehår, hvide sko og røde dragter. To mænd, klædt i sort. Der giver et show. Mændende var indlevende og havde en overdreven fest, men det var som om at jeg, som publikum, var lidt ekskluderet fra den fest. For i front står to flotte kvinder og bevæger sig i en semi-minimalistisk og futuristisk dans, som jeg egentlig synes er ret cool, men som jeg synes blev gemt lidt væk bag pult, keyboard og mikrofonstativ. Og kontrasten mellem det minimalisktiske og det overdrevne i baggrunden, fungerede ikke for mig. Jeg synes det blev enormt rodet og jeg kunne ikke finde ud af, i hvilken retning det bar hen. 

Lyden der i mod, synes jeg var helt berusende. Det kan næsten beskrives som en finurlig støj, psykedelisk indierock. Meget fængende. Jeg har dog ikke den fjerneste idé om, hvad sangende har handlet om, for jeg synes teksten forsvandt. Jeg koncentrede mig virkeligt for at forstå hvad der blev sunget, men det var som om, space-sounds, uhh-kor og gennemtrængende guitar overdøvede vokalen. Hvilket er umådelig ærgerligt, for jeg har lyttet til hendes vokal på diverse streamingtjenester og den er altså eminent. 

 

Jeg lægger mærke til, at jeg ved to af kunstnerne har skrevet, at der var problemer med at forstå havd der bliver sunget. Og det går op for mig, at det måske er meningen, måske er det et kunstnerisk element. Det kan selvfølgelig ogå være, at der er noget galt med min hørelse, at lydtjekket ikke har været grundigt nok, at der er noget galt med akustikken i Ideal-bars lokaler eller det faktum at to af kunsterne fraktisk havde det samme problem; at de mumler lidt. Det er jo ikke umiddelbart til at vide og vi må lade tvivlen komme folk til gode. Håbe på, at de er tydligere næste gang vi oplever dem. 

Hvis du kunne tænke dig at være en del af festen, kan du følge dette link og melde dig som frivillig. Det er en skøn oplevelse og hvis du skulle komme et smut forbi, så stik hovedet ind i infovognen og sig et pænt goddag.  Du kan selvfølgelig også købe en billet. Hvad end du gør, så håber jeg, at vi ses.